Skærmbillede 2015-03-16 kl. 17.21.00

Aarhus Calling er en ambitiøs, international sangskriver-camp i Aarhus, der afholdes for første gang i slutningen af april 2015. Under Aarhus Calling har vi inviteret nogle af de dygtigste danske og internationale sangskrivere til byen, og i løbet af en uge vil de sammen skrive sange, der potentielt kan afsættes til artister fra hele verdenen. Flere helt store internationale profiler har allerede sagt ja tak til at deltage i Aarhus Calling – blandt andre Che Pope, der er Kanye West’s producer og manager, Dsign, der havde 14 sange som nummer 1 på Billboards hitliste i 2014, samt sangskriveren Herbie Diamond Crichlow, der 4 gange har vundet den prestigefulde ASCAP-award og bl.a. har skrevet sange til Back Street Boys og Robin. Af danske profiler er bl.a. Cutfather med i projektet.

Udover at samle professionelle sangskrivere fra hele verdenen vil Aarhus Calling også give lokale sangskrivertalenter muligheden for at få foden indenfor i et professionelt og internationalt miljø. Aarhus Calling åbner derfor op for, at 12
upcoming sangskrivere kan deltage i campen. Her vil de kunne skrive sange i professionelle rammer og sparre med nogle af de bedste i verden. Et panel af branchefolk vil udvælge de 12 deltagere blandt dem, der ansøger om deltagelse gennem hjemmesiden www.aarhuscalling.com.
Med Aarhus Calling ønsker holdet bag at skabe gode rammer, styrke de internationale netværksmuligheder for danske sangskrivere samt sætte fokus på de forretningsmæssige muligheder, der er inden for sangskrivning. Samtidig er det også et mål at gøre Aarhus til et sted, man i internationale sammenhænge forbinder med sangskrivning på højt niveau.
“Vi har store forventninger til, at der kan blive skrevet internationale hits under Aarhus Calling. Vi kan hjælpe det på vej ved at skabe gode rammer og sikre, at de rigtige mennesker er til stede. Både sangskrivere, producere og publishers, som kan formidle sangene videre til de rigtige artister. Aarhus Calling ligger i forbindelse med Spot Festival, hvor byen i forvejen summer af musik, og vi kan dermed tiltrække en række interessante branchefolk og udnytte den kreative energi, der er i byen i de dage”, fortæller Rewan Riko, som er en af idémagerne bag projektet. Rewan er selv sangskriver med flere hits i baggagen i især mellemøsten.

Aarhus Calling løber af stablen d. 27.april – 2.maj og afsluttes under Spot Festival.

Læs mere her: www.aarhuscalling.com eller facebook.com/aacalling